Allergi, kræsenhed og kulturelle forskelle

Allergi

I Børnehuset bliver der taget hensyn til det enkelte barn – også når det kommer til den mad som Marianne laver. Hun gør sit for at være i dialog med forældrene til nye børn i Børnehuset, om der er noget hun skal være særlig opmærksom på. Vi opfordrer desuden alle forældre til selv at tage kontakt til Marianne, hvis der er noget, man vurderer, at hun skal vide – eller hvis man har spørgsmål vedr. den mad som serveres. Får hun kendskab til, at et barn har allergier eller reaktioner på bestemte fødevarer, så sørger hun for, at det pågældende barn helt undgår disse ting. Dette kræver dog en lægeerklæring.

Kræsenhed

Kræsenhed hos børn er noget Marianne kun meget sjældent oplever, men hun er bevidst om, at det findes, og når hun møder det, så er det naturligvis noget hun tager hånd om. ”Der er ingen børn, som bliver lagt sultne til at sove”, garanterer hun. Hun har altid et es i ærmet i sit køkken og er klar med alternativer til det barn, hvor dagens ret af forskellige årsager ikke hitter. Det gælder også, når hun introducerer nye retter for børnene.

Kulturelle forskelle

Når det kommer til kulturelle forskelle og til børn som fx ikke spiser svinekød, så er dette også noget der bliver taget hensyn til. Marianne har helt faste procedurer for, hvordan hun håndterer sine forskellige serveringer, hvori der indgår svinekød. Tingene bliver holdt meget nøje adskilt, og der er altid alternativer uden svinekød til de børn, som ikke spiser det. Samtidig er hun meget opmærksom på – at spisning er en vigtig social aktivitet, når det kommer til opbygning af fællesskab. Det er vigtigt for Marianne, at alle børn føler sig inkluderet i fællesskabet, også når de sidder omkring bordene ude på stuerne.