Jonnas køkken

Læs om Jonnas uddannelse, arbejdsmetoder og holdninger til, hvilken slags mad, der skal serveres for vuggestuebørn

I Børnehuset er det vores søde køkkendame, Jonna, som forestår al madlavning til børnene i alderen 0-3 år, samt sætter menuen for morgenmaden til alle de børn, som møder ind tidligt.

Køkkenet er i centrum af vuggestueafdelingen, hvilket gør at børnene går i duften af mad hver dag. De kigger ind til Jonna og følger med i hvad der laves af mad.

Uddannelse:

Jonna er uddannet ernæringshjælper. Jonna har arbejdet i køkkener de sidste 12 år, bl.a. 5 år i integreret institution og vikar hos man2man i 3 år, hvor hun har været i mange forskellige køkkener. 

Holdning:

Jonna arbejder ud fra den overbevisning, at børn skal smage så mange ting som muligt, og hun sammensætter derfor varierede ugemenuer. Hun ved, at børn ofte skal smage den samme ting mange gange, før det bliver noget barnet kan lide at spise - og derfor serverer hun de samme ting flere gange og også på flere forskellige måder. Hun camouflerer tit grøntsager, linser og bønner i maden, således at børnene vænner sig til smagen.

Når hun har 'grød' på menuen, arbejder hun med at få både konsistens og smag til at hænge sammen: hun laver sine egne grødblandinger og blender ofte mandler og andre nødder i grøden for at give konsistens. Hun bruger rosiner, dadler og andre frugter som naturlige søde/smagsgivere.

En sjælden gang imellem er det tilladt at få sukker og kanel på sin grød - men Jonna giver oftest eksempelvis en frugtpuré eller en bærmos som søde/smagsgiver - og børnene er vilde med det.

Jonna går op i at lave så meget som overhovedet muligt fra bunden.

Læs mere på altomkost.dk og hos Fødevarestyrelsen på fvst.dk