Perioden fra oktober til marts definerer vi som vores vinterperiode. Her lukker huset sig en smule om sig selv, i takt med at dagene bliver mørkere. Vi er stadig ude hver dag, men tidsrummet i denne periode er kortere end ellers. Huset vil derfor på denne tid af året måske også opleves som travlt – netop fordi alle i højere grad er indenfor på samme tid. Men det er omvendt også i denne periode, at vi får arbejdet koncentreret og i dybden med flest planlagte aktiviteter og temaer i såvel vuggestuen som børnehaven.
Det er denne periode, som vi oplever kræver mest tålmodighed af alle, der bevæger sig i Børnehuset. Flyverdragter, varme huer og støvler kræver både sit at få på og af – men også sit at bevæge sig ud og ind imellem, når det er blevet vådt og skal hænge til tørre.